Five Songs on Texts by Jeppe Aakjaer (Christian Mondrup)

From ChoralWiki
Jump to: navigation, search

Music files

L E G E N D Disclaimer How to download
ICON SOURCE
File details.gif File details
Question.gif Help
  • CPDL #00677:  IMSLP1.png
Editor: Christian Mondrup (submitted 2000-02-04).   Score information: A4, 19 pages, 191 kB   Copyright: CPDL
Edition notes: Scroll down to Complete Score.

General Information

Title: Five Songs on Texts by Jeppe Aakjaer
Composer: Christian Mondrup

Number of voices: 4vv   Voicing: SATB
Genre: SecularPartsong

Language: Danish
Instruments: A cappella

Published: composer

Description:

External websites:

Original text and translations

Danish.png Danish text

I. Jen' Hjemm
1. Æ Blaanner de drywer,
og æ Swaanner de flywer,
og æ Fowl de flokkes i æ Kjâr;
æ Blaad de salder,
og æ Hawl de ralder,
og æ Blæst den tar i æ Dar.
Men a sejjer ind ved æ Skyw
og tarer æ Dôg af mi Rud;
for nær en æ gammel,
og æ Knoger er styw,
er ind saa laant bejer end ud.

2. Æ Suel den skjenner,
og æ Skyg den gjenner,
og æ Kokk de gaaler saa glaad;
æ Plejl den pikker,
og æ Klokk den dikker,
og æ Uglhun sejjer o æ Laad.
Men a ska wal hold mæ i Rumm,
for ind er det mjest af mi Gled;
nær føst det slaar ind med aa bus af Nordowst,
saa blywer æ Brok i hans Red.

3. Æ Gord blywer gammel,
og æ Laad krykker sammel,
og æ Sals haar
en Klink i si Dar;
æ Tækki er røwn,
æ Fløj den er fløvn
og æ Gowl den hwæler te Nar.
Men hwad vil ett hæld of forfald,
om Naadens Visdom ska raad!
Faar a wal end aalle æ Kukmand aa hør,
a høt ham da føst baag æ Laad.

4. Ja, her haar a sungen,
mi Muer hun kaare
imell hun gik med æ Ryw;
men da de bløw kroged,
og æ Øwnsyn doged,
de so som no a, ved æ Skyw;
de listed sæ ud te æ Hjørn;
der kund de saa knøw sto og kig;
no legger de inden æ Kjerregordstett
ledt nurden den søndele Dig.

5. Mi Faar satt Snaare,
og her haar a sprungen,
og her haar a hat mi Kon Gled;
og her haar a sowed,
og her haar a plowed,
saa snar æ Tiddaws war tered;
og her haar a gavn med mi Maag,
og her haar a funden mi Fød,
og her haar a tavn mod det bette Krumm Hjemm,
ilav mi Forælder de død.

6. Æ Vief hun skriger,
og æ Blæst den stiger,
og æ Popler haar
tront med aa swing;
æ Regn den pilrer
og æ Ugl hun letter o æ Ving.
Ja, Ungdom og Gled de er henn,
og Sommerens Daw de er drøwn,
og den der ett mir faar en Lærki aa hør,
han tinker paa dem, der er fløwn.

II. Jens Hans Hywlbor
1. Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn end en Hyw1bor,
men han war kjend øwr æ hiele Sogn for hans Hywlbor.
Den fløjt som Ryler an Ruskregensnæt,
den tut for Tier, den fløjt for Fjedt,
Jens hans Hywlbor.

2. Jens Bruus han hint hans Ywlbrændmen hjem
po hans Hywlbor,
og det was fløj der haaj Fynd og Klem,
– spør æ Hywlbor!
Dér lo hans Wanter, dèr hwilt hans Dunk.
dér gik han sjel lisse strøg og strunk
baag hans Hywlbor.

3. Jens Bruus han tyt sæ en holden Mand
baag hans Hywlbor,
og spyt teframm øwr en javn Tønd Land
fræ hans Hywlbor.
No haaj han Edels og Hus og Skywl,
og brændmen nok til en kristle Ywl
po hans Hywlbor.

4. Da Jens war landed paa Dosbjærg Bakk
med hans Hywlbor,
Da drap æ Swed fræ hans Haag og Nakk
i hans Hywlbor.
"Harens!" raaft Jens. "Kluk-Klunk!" swor æ Dunk,
og niedad skor æ med Skump og Skunk
i hans Hywlbor.

5. Det tyt æ Hund' war for gløj en Vals
med en Hywlbor;
der hwirlt en Kytter fræ hwer en Sals
mod hans Hywlbor.
De Kløj dje Gummer mod Jens hans Bjenn,
saa no begynd sgi æ Bruus aa skjenn
med hans Hywlbor.

6. Det peef og klawed sæ uden Ro
fræ æ Hywlbor;
det war en Jammer aa hør opo
aa en Hywlbor!
Æ Dunk den hopped i hyw Galop,
æ Bruus strat ud, men æ Hund holdt Trop
med æ Hywlbor.

7. Med Jet begynd æ aa vrikk og wakk
i æ Hywlbor;
får Jens han nowed æ Bund aa æ Bakk,
støt æ Hywlbor.
Æ Værk stod still, det ga ett en Mjav;
æ Dunkden trilt ad en Mergelgrav
uden Hywlbor.

8. Jens Bruus han so paa en Knold og græd
uden Hywlbor:
"Mi Ywlbrændmen – no legger æ dér
– og mi Hywlbor – !
Mi Lyng mo bjerres i Mues og Hied;
men Dæwlen skuld da hint Brændmen mier
po en Hywlbor!"

III. Jawn humør
1. A bowr herude o æ Hie
en hal Mils Vej te øster,
der haar a Lov aa spild mi Tie
og spytt saalaant, a lyster.
Mi Bøen ka lieg omkring æ Damm
og trimmel To med Kaaren;
mi Awteskuen ku gjør det samm,
skjønt hun er stywlelaaren.

2. Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa
en gor og affensirer,
og a er gløj, og a er glaa,
hwor anner grovelirer;
for ha en Sind saa lærkilet,
en bette Kwind, en ynder,
og spis sæ mæt og slid sæ træt,
det passer wal for Bønder.

3. Mi Nobo aalle nue Tid Aas
war med de drutt hæ dovnle;
han haar en Bøl og a en Hos,
tho saa læ vi jo Vovnle;
han gjør for mæ en Søndesbied,
imen hans Støwt a stander;
han hjælper mæ, a hjælper Pie,
søn hjælper vi hweranner.

4. Og haar mi Kuen en hægen Bej,
saa ska jo Pies smag'e,
og Pies sender lisse rej
en Kovring, næ de baage:
og somtid med en jenle Dram
en sier hinaan tegue;
tho byd det ledt er ingen Skam,
næ ett en haar det stue.

5. Vild Fattefolk kuns støtt hinaan,
mod hwad der søn vil gnav wos,
saa skuld I si, hwor vi sku kraan
og aalle mie klav wos.
Men Smofolk ved ett, hwad de kan,
fâr de stor te æ Hammel;
de kund jo løwt æ hiele Land,
saatt de dje Rygge sammel!

6. Men jawn Humør te dawle Sled
det mo no aalle fattes,
hwis ett en ska go fræ æ Bed
og aaltfor tidle mattes;
den fæk a med mæ fræ æ Red
- mi jennest Arpaart wa'e
- den fôr mi Bøen laa i dje Kled
nær de skal ad æ Dae.

IV. Gammel kjærlighed
1. Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard,
og wor øwn ka ett wal skimm æ Dar,
og wor Kinder er gro,
og wor Hinder er blo,
og vi spilder æ Mad aa æ Far,
Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard,
og æ Kjæp den maa værr for æ Bjen,
og æ Vægg maa gi Støtt,
nær æ Træsko ska flytt,
og æ Fued maa ta wor o æ Stjen.

2. Det war alln i æ Føsten, Kræn Nargaard,
da war vi en bitte Graan lin,
Og wor øwn de war klaa,
og wor Tanker war glaa,
og wor Klejmon war flunkend og fin.
Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard,
nær do mødt mæ dernied i æ Kjar,
og do løwt mæ iland
øwer Vilder og Wand
- for æ Engi war sjalden ret tarr.

3. Ka do how, te do kyst mæ, Kræn Nargaard,
en Sønde, a band dæ di Kled?
A ved aalle nø Daa,
a haar wot snaar saa glaa,
og ino kan a græd ve mi Gled.
Men si Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard,
og wor Suel gik jo snaar for en Blaan;
for som Wand skjeller Hy
- ja som Himmelens Sky,
saa skjelles jen Ven fræ enaan.

4. Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard,
og saa laangle æ Daw læ sæ slid!
Men en tar jo si Torn,
og en bærer si Born,
saa læng en maa her gaa og strid.
- Læ wos saa komm te Stumlen, Kræn Nargaard,
og forglemm, hwad der ett ka wær alln!
- Ka do skimm, om æ Hyld
ino staar med si Fyld,
for de sejer, æ Blaad ska vær faldn.

V. Løwn og Sand
1. Tho wal er a en simpels Mand,
der haar kuns lidt aa fred:
en Hus paa naple en Tønd Land,
en Kow, en Kal, en Bed.
Wor Brød er bar, wor Tilme tar,
vi Folk ve'æ Uderrand;
te derfor vi er minder ward,
er mie Løwn end sand.

2. Wal mo den fatte ta hans Skrop
hwor Peng ka klaar det mjest,
hwor den de løwter høttest op,
er den, der haar de flest.
Ja, Peng ka laan den down en Pud
og fyld en Fraadsers Spand,
men te de ka gjør Mænd af Klud
er mie Løwn end sand.

3. A fraager ett den mindste Krumm
om Guld og Grunkers Lyst,
ett hwad du bærer i di Lomm,
men nærer i di Bryst;
staar der en Usling i di Hjat,
en Dosker baag di Pand,
da er di Peng, di Rang, di Skat
laant mie Løwn end sand.

4. Det war jo da en sølle Mand,
hwor saa hans Taal haaj Vægt,
der fræ hans Stud sku hint Forstand
og fræ hans Hejst Respægt;
fand han saa Vej te Kongens Burd,
ja, sjel te fremmed Land,
er al hans Tragten, Lyw og Urd
møj mie Løwn end sand.

5. Og haar du wot en syndig Slog,
mod Fattefolk en Hwal,
æ Præjst vil rues dæ, for og baag,
blot der betaales wal;
men er ee nu ett mie end stræng,
ja næjsten aa forband:
Den Rues, der koster aalflest Peng,
er mie Løwn end sand.

6. En Grev er faale høt paa Stro,
a ka nap kikk derop;
hans Dragt er laa med Silkitro,
min slovrer om mi Krop.
Men læ ham rid wos Smofolk nied
og lurk af Gylden-Kand,
hans Stads, hans Fjas, hans Muedehied
er mie Løwn end sand.

7. De Pisk, som han og hans haar laa
i Wolker paa wor Ryg.
de vender wal tebaag en Daa
med Klem og Attertryk.
Vi sejler med en Krown i Mast,
men Mand og Skif maa strand,
hwis det, vi fører i wor Last,
er ride Løwn end sand.

8. Aah, Lykkens Ævler smides ue.
for wos aa tykk, iblind;
jæn fand en rødden, jæn en sue,
enaan dem rød og trind;
jæn fæk en Lispund, jæn en Kwint,
jæn ber, enaan maa band;
te de 'er som Worherr haar tint.
er mie Løen end sand.

9. Nej, vi foer hjælp wos sjel af Syk
og ett blyw mutt og matt,
ihwad der tynger paa wor Ryg
og klemmer om wor Hjat.
Ka do ett gaa med lapped Trøj
og livvel løwt di Pand,
da er di Ward kuns Pyt og Pøj
og mie Løwn end sand.

10. Ja nok er a en fatte Mand,
det mo a tit bekjend!
mi Ryg tar Kuld, mi Støwl tar Wand,
mi Peng foer jawnle End;
mi Kuen mo legg med Halm te Lej
og malk te fremmed Spand;
- men derfor læ sæ spark og træj
ska blyw mie Løwn end sand!